En ven for livet

Foråret er på vej, og snart vil det meste af vor verden være farvet i den lysegrønne farve, som mange af os også forbinder med håbet. Håbet om at alt går godt for os selv og for vore venner.

DANSK BRODER ORDENVirkelighedens verden er bare ikke altid sådan som vi ønsker os, og sommetider er det en af de dage hvor man ikke kan se skoven for bare træer. Ikke at vi er på jagt efter nogen skov, - det er egentlig mere et spørgsmål om at kunne se noget overhovedet.
Om at kunne se et mål og en retning med det vi foretager os.

For mange må dette vel føre til tristhed og følelser der toner sig i de mørke og lysegrå nuancer der kendetegner grå og overskyede dage.

Sådan er livet - der veksles imellem gode og dårlige tider, men for brødre i DANSK BRODER ORDEN blæses denne - tristhedens tåge - dog bort af et venskab som næppe findes lige andre steder. I og udenfor vort logehjem mødes vi af venlige, kendte, ansigter. Af venner vi kan regne med og stole på.

Men venner er ikke en selvfølge, og selvom venskab og DANSK BRODER ORDEN ofte er to sider af den samme sag, så betyder venskab ikke altid at der er fred, og venskab kræver heller ikke altid enighed iblandt os. Derimod består venskabet, igennem den ærlighed og tolerance som brødre, viser hinanden, - på trods af forskelligheder i holdninger, - på trods af uenigheder der måtte opstå.

For at bevare et ægte venskab, for at leve et liv mest i det lysegrønne, så er det vigtigt for os alle, at vi er meget omhyggelige med de minder vi lagrer i vor fremtids hukommelse, ikke alle minder er lige vigtige, ikke alt vi oplever har samme betydning.

Måske illustreres dette tydeligst ved den følgende lille fortælling.


En dag på strandenEn dag på stranden, kom to venner op at skændes, og den ene slog den anden.
Han der blev slået, skrev nu i sandet »I dag blev jeg slået af min ven«.
Den næste dag var de begge ude at bade, og han der tidligere blev slået, var ved at drukne, men hans ven reddede ham.
Efter badet huggede han nu i en sten: »I dag reddede min bedste ven mit liv«.
Det får nu vennen til at spørge ham:
»Da jeg slog dig, skrev du i sandet. - men nu da jeg har reddet dig, hugger du i en sten. – Hvorfor ?«
Svaret var da:
»Når nogen gør os ondt, skal vi skrive det i sand, hvor tilgivelsens vind kan viske det ud.
Men – Når nogen gør os godt, skal vi hugge det i sten, hvor ingen vind nogensinde kan slette det.«


Derfor - kære ven - skal du huske. Altid at skrive dine sorger i sand, og dine glæder i sten.